Den mørke side af livet er obligatorisk pensum

Dette blogindlæg er også bragt som en kronik i Information d. 18/4 – 2017.
Hvis du hellere vil læse det i artikelformen, kan du finde det ved at trykke på dette link:

Den mørke side af livet er obligatorisk pensum

Jeg er født i 1978 og er netop fyldt 39 år. Hvis du spørger min ældste datter på 16, så vil hun ikke tøve et sekund med at fortælle dig (eller mig), at det placerer mig i en gruppe, der IKKE hører hjemme på Instagram – eller på Snapchat for den sags skyld. Det er jeg mindst ti år for gammel til! Og jeg har faktisk heller aldrig haft trang til at oprette en profil derinde. Så jeg er ikke ekspert på området, indrømmet.

Sagen er bare den, at udover at være mor til en teenager, der lever og ånder igennem de sociale medier, så er jeg også privatpraktiserende psykolog, og størstedelen af mine klienter er unge mennesker i 20’erne, som på hver deres måde er styret ind i en form for kvartvejskrise på tærsklen til det ansvarstunge voksenliv.

Jeg har således det enorme privilegium at bruge det meste af min arbejdstid i samtale med nogle helt utrolig tænksomme, modige, knugede, hjertegribende søde og vanvittig usikre unge mennesker, som inviterer mig helt inden for i den verden, de lever deres liv i.

Og derinde er Instagram en faktor, som alle forholder sig til. Derfor forholder jeg mig også til det, og jeg begynder helt ærligt at have et problem med det.

Mit problem med Instagram ville sådan set kunne løses relativt simpelt. Der skulle faktisk bare installeres et lille skilt, som popper op hver gang man logger på, hvor der skulle stå:

»HUSK, at du nu forlader den virkelige verden, hvor livet ofte er tungt og gråt og træder ind i et censureret og beskåret univers, hvor vi dyrker det smukke og det lette liv. Det du finder herinde, er således ikke løgn – det er bare højst 1/10 af den fulde sandhed.«

Det er ikke, fordi jeg tror, at folk er dumme og ikke udmærket ved det her allerede. Men jeg tror faktisk, de glemmer det, de ved, efterhånden som de thailandske solnedgange og den sunde og raffinerede hverdagsmad og de talløse nærmeste venner og de veltrænede kroppe i de helt rigtige stillinger (i karrieren såvel som i yogaen) sniger sig ind under huden og bliver suget længere og længere ind i et sind, der faktisk bruger det meste af hverdagslivet på bare at holde sammen på lortet.

Med så store mængder af håndgribelig billeddokumentation, så tror jeg godt, det kan begynde at føles troværdigt, at andre mennesker rent faktisk lever den slags sjove, perfekte liv i den slags smukke, perfekte verdener.

Og så tror jeg ikke, der skal så meget til, før et blik på vægten, eller på bankkontoen hvor der er 573 kr. tilbage til resten af måneden, eller den tomme indbakke på datingprofilen eller udsigten fra psykiatrisk skadestue begynder at føles som lige så håndgribelige beviser for et forfejlet liv.

Jeg kan sagtens forstå, hvorfor dyrkelsen af det perfekte fællesskab er blevet så populært, men hvis det får os til at glemme det globale fejlbarlighedens fællesskab, som vi alle sammen også er en del af, så risikerer vi at miste noget, som er meget vigtigt. Hvem som helst kan jo håndtere det der flygtige og sæbeboblelette Kodak-moment, hvor alting fremstår helt perfekt og alle viser sig fra deres bedste side.

Men det er jo netop, når boblen brister, at vi har allermest brug for at blive mindet om, at vi ikke er forkerte, ligesom det er i de svære stunder i livet, vi har allermest brug for ikke at føle os alene. Og der er der ved Gud ikke meget hjælp at hente på de sociale digitale platforme.

Jeg taler hver eneste dag med unge mennesker, som bliver dybt ulykkelige, når livet ikke opfører sig sådan, som de forestiller sig, at det skal opføre sig for at være et godt liv. Når nu de gør alt, hvad de overhovedet kan og bruger alt, hvad de har af kræfter og mere til på at gøre de rigtige ting, hvorfor bliver livet så alligevel ikke ligesom de liv, der ligger inde på Instagram?

Hvorfor føler de sig så alligevel ikke lykkelige, men faktisk bare udmattede eller det, der er endnu værre: triste, forkerte, uduelige, u-lykkelige?

Når jeg oplever så mange unge mennesker stå med en så tung følelse af at være forkerte og forfejlede i mødet med livets skyggeside, så får jeg en kæmpemæssig trang til at ruske hele vores kultur gevaldigt i kraven, til at sige alle velmenende curling-forældre og æstetikelskende Instagram-brugere et par skarpe borgerlige ord, til at skrive en kronik og få den trykt i en stor landsdækkende avis, så alle kan få den lige ind sammen med morgenkaffen.

For hvad sker der for at bilde os selv og hinanden og vores unger ind, at et rigtigt liv kun er et godt liv? At et ordentligt menneske kun er et godt eller et lykkeligt menneske? Det er jo løgn! Det er bluff og humbug, og det er tydeligt for enhver, der tør åbne øjnene.

Jeg tror simpelthen ikke på, at du kan finde et eneste ældre menneske, som har levet et fuldt menneskeliv, som ikke kan fortælle dig om mørke tider, svære år, tårer og modgang, vrede, frustration, smerte og sorg.

Selv hvis man er født ind i en smuk krop, i en kærlig og velhavende familie og altid har været en populær person. Den mørke side af livet er uundgåelig, den er ikke en forhindring for livet, men en del af livet. Den er obligatorisk pensum! Punktum!

Jeg tror ikke på, at det gode lever på bekostning af det onde. Det er ikke enten-eller. Hvis vi på magisk vis kunne trylle hele den mørke side af tilværelsen bort, så er jeg af den sikre overbevisning, at vi langsomt og støt ville opleve, at også glæden ville begynde at aftage. Hvis vi mestrede alting i livet, ville der så være noget som helst tilbage at lære?

Hvis vi alle sammen havde alt, hvad vi ønsker os, ville vi så ikke holde op med at føle os heldige? Hvis vi var lykkelige hvert eneste øjeblik af vores tilværelse, ville lykken så ikke ende med bare at blive… standard?

Det gode lever ikke på bekostning af det onde, det lever i kraft af det onde. Det henter sin kraft i sin modsætning. Uden vores fejlbarlighed ville vi ikke være mennesker, og uden sin skyggeside ville livet kun være et halvt liv. Vi er gode mennesker – og så er vi også alt det andet.

Mennesker overlever de mest horrible ting, de mørkeste sorger, den tungeste ensomhed, krige, fjendskaber, tab, sygdom, svigt, misbrug og elendighed. Hjertet slår videre, og vi forsøger at følge med og samle os selv og hinanden op igen og igen, så livet kan fortsætte.

Mennesket er sådan et sejhudet, langlivet væsen, som forsøger på trods af modgang, som stabler sig på benene eller krykkerne på trods af verdens uretfærdighed, som lever videre, selv om der er så meget, der ikke er smukt. Det må vi simpelthen ikke glemme at hylde!

Hvor kan jeg like ham den 23-årige, der insisterer på at nyde forårssolen, selv om han er på vej til sin tredje omgang kemobehandling? Eller hende, der netop har spist et måltid og kæmper med at lade maden fylde i maven, fordi hun for første gang i 15 år vover at prioritere sit liv højere end sin spiseforstyrrelse?

Hvor kan jeg hylde det uperfekte menneske, der kæmper for at sige ja til sit uperfekte liv, fordi det nu engang er det liv, der er til rådighed? Det kæmpende menneske, som virkelig har brug for at blive hyldet, og som altid vil være det menneske, mit hjerte brænder for?

Livet er ikke lutter lagkage. Men det er heller ikke lutter lort. Det er lort og lagkage, og hvis du spørger mig, så er det netop det, der er grunddynamikken i hele vores eksistens. Der er det lette og det svære, varmen og kulden, kærligheden og hadet, det lyse og det mørke. Og så længe der er bare nogenlunde balance imellem de to forhold i dit liv, så er det hele, som det skal være.

Den største styrke ligger nu engang i ikke at frygte svagheden. Det har de bare glemt inde på Instagram …


Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s