Hop til indhold

Psykolog Mette Bratlann

Terapi med varme og respekt

Forside
Et hurtigt overblik
Terapi eller ej?
Behandling
Om mig
Priser & praktisk info
Kontakt
Nyhedsblog

Undgå krisen: de bedste råd til dig i 20’erne

Skrevet den 02/11/201802/11/2018 af Psykolog Mette Bratlann

Dorte Duborg har skrevet denne artikel for Costume og har spurgt mig til råds om, hvorfor 20’erne kan være sådan et vanskeligt årti at navigere i og hvordan du kan forsøge at undgå at styre ind i en større krise undervejs. Du kan læse artiklen ved at trykke på linket herunder:

Undgå krisen: de bedste råd til dig i 20’erne

Del med dem du kender

Facebook
Twitter
LinkedIn
Skype
E-mail
Udskriv

Synes godt om dette:

Like Henter...

Indlæg navigation

Podcast om sex mellem venner

Mørkeland – særafsnit om menneskets fascination af mørket

Skriv et svar Annuller svar

Skriv din kommentar her...

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

E-mail (påkrævet) (Adresse vises aldrig offentligt)

Navn (påkrævet)

Websted

Du kommenterer med din WordPress.com konto. ( Log Out / Skift )

Du kommenterer med din Google konto. ( Log Out / Skift )

Du kommenterer med din Twitter konto. ( Log Out / Skift )

Du kommenterer med din Facebook konto. ( Log Out / Skift )

Connecting to %s

Giv mig besked om nye kommentarer via e-mail.

Giv mig besked om nye indlæg via e-mail.

Besøg min Facebook-side

Besøg min Facebook-side

Følg mig på Instagram

I morgen går vi ind i den tredje uge med en by og et land og en verden, der er lukket ned. Det kan mærkes alle steder. Udvendigt og indvendigt. Hver gang jeg har set en film de sidste par dage, har jeg taget mig selv i at tænke “gud hvor står de tæt” eller “de er jo alt for mange mennesker i det der lille rum”. De nye standarder er allerede flyttet ind. Jeg mærker hver eneste dag, hvordan de nye tilstande æder sig ind på nye territorier i os og imellem os. Jeg mærker i mine samtaler, hvordan skeletterne i de indre skabe begynder at trænge ud, når mennesker bliver isolerede med for mange tomme timer mellem hænderne, eller med for lidt rum omkring sig og for langt mellem åndehullerne, fordi man er nødt til at udføre et presset arbejde under pressede hjemmeforhold og med pressede børn og pressede partnere presset ind i fjæset hele tiden. Vi bliver konfronterede med vores egen irritation, med vores angst for sygdom og død, frygten for at miste vores arbejde og livsgrundlag, eller for at miste de mennesker vi elsker, som allerede er skrøbelige eller udsatte. Vi konfronteres med vores ensomhed ved hverken at have kæreste eller børn, ved at have børn der bliver sat i karantæne med vores eks, så vi ikke kan se dem i flere uger, ved at blive adskilt fra hinanden eller ved at opdage, hvor langt vi er fra hinanden - selv når vi bliver holdt i isolation i det samme hjem. Vi frygter for om verden aldrig bliver den samme igen. Ingen af os ved, hvornår det sker, eller hvordan verden hænger sammen til den tid, men jeg glæder mig allerede inderligt til at se mine venner og veninder og jer alle sammen igen, til at kramme og gå tæt og til at være alt for mange mennesker i det samme rum igen. Det savner jeg ❤️

Hvor blev hverdagen af? Normalt er den så urokkelig og fasttømret i sit betonfundament af monotoni og gentagelse - og så en morgen var den pludselig væk. Pludselig ringer mit vækkeur ikke længere klokken 05:45. Pludselig har jeg Københavns gader nærmest helt for mig selv, når jeg cykler afsted til min praksis, hvor jeg pludselig ikke får nogen gæster længere, men i stedet har samtaler gennem et headset eller min computer. Pludselig er der tæt på ingenting, der skal planlægges og tæt på ingenting, der kan gøres. Jeg kan mærke, hvordan det griber forstyrrende og foruroligende ind i de fleste menneskers liv, når hverdagen på den måde trodser alle midlertidige forbud og tager på ferie - uden os. Lykkeligvis er det stadig de færreste af os, der kæmper med selve virussen i det her sære tomrum, hvor det føles som om hele verden står stille. De fleste af os kæmper mere med økonomiske knuder, der strammer til, med nye variationer af irritation over at være lige lovlig tæt lukket inde i en kasse med kæresten eller familien - eller med en ny følelse af isolation, fordi der hverken er nogen kæreste eller nogen familie i kassen sammen med os. Men uanset hvilke kampe du kæmper i den kasse, du nu engang skal sidde i de næste uger, så læg lige mærke til, hvor uhørt sjældent det er, det her globale brud på hverdagen. Læg mærke til hvad det gør ved dig. Ofte kan man tydeligst mærke, hvad man føler for nogen eller for noget, når de kommer lidt på afstand. Og er der noget, vi pludselig er blevet rige på, så er det afstand - ikke mindst til hverdagen. Prøv at bruge dens fravær til at mærke, hvordan du har det med den og om der er ting, du trænger til at genforhandle med den, når den vender tilbage. Det kan godt være, verden gør noget ved os for tiden, men vi kan også bruge anledningen til at gøre noget ved den ❤️

Madeleine Albright sagde, at der findes et særligt sted i helvede for kvinder, som ikke hjælper hinanden. Det lyder nogenlunde fair i mine ører. Min mand har arbejdet med nødhjælp i tyve år og han siger, at hvis man vil sikre, at pengene og støtten bliver godt fordelt og kommer de svageste til gode, så skal man give dem til kvinderne. Personligt elsker jeg en del mænd, men jeg elsker endnu flere kvinder. Det gør mig syg i hjertet at tænke på, hvor meget lidelse og tvang og uværdighed og undertrykkelse og nedgørelse mit køn har været udsat for gennem tiderne - og hvor farligt det fortsat er, at være pige eller kvinde rundtomkring i verden. Tænk hvor mange stærke, kloge, lynende intelligente og modige kvinder, der holdes fanget i en hverdag af tvang og fattigdom og ulighed. Det må og skal stoppe. Nu. Og som altid må vi starte med os selv. Så til alle mine veninder, mine smukke døtre, mine med-søstre og med-mødre, til alle I blødende, fødende, glødende kvinder derude i verden: rigtig god kampdag - og lad os ALTID hjælpe hinanden ❤️ #kvinderneskampdag #kvindernesinternationalekampdag #søstersolidaritet #mettebratlann

Paradoks nummer 1 i mental forandring: “Det er et sært paradoks, at først når jeg accepterer mig selv, præcis som jeg er, bliver jeg i stand til at forandre mig”. Det er Carl Rogers, som var en af grundlæggerne af humanistisk psykologi, der formulerede denne sætning. Men jeg har selv erkendt den igen og igen i mit arbejde (både det jeg bliver betalt for og det, jeg udfører med mig selv i min hverdag). Så længe du har et succeskriterium om, at for at blive rigtig, skal du lave dig selv om til at være noget andet, end det du er nu, så længe vil du fastholde dig selv i en følelse af at være forkert som du er - og den følelse er der ingen, der kan tåle. For at få følelsen af forkerthed til at forsvinde, forsøger du endnu mere intenst at ændre dig selv, med det resultat at hele systemet og alle dets enkeltmekanismer styrkes. Det bliver selvforstærkende. Bliver du derimod i stand til at tage ejerskab over din fejlbarlighed, til at tåle dine mangler og til at tage din værdighed med dig ned i svagheden, så afvæbner du systemet. Så behøver du ikke at flygte og fordrive den, du er. Hvis du kan tåle at være den, du er, så vil forkerthedsfølelsen aftage og du vil ikke længere behøve at flytte dig et andet sted hen eller forvandle dig til noget andet, for at føle dig ok. Og voilá: så er forandringen allerede sket og det bliver muligt at skifte retning på alle mulige måder, fordi du ikke længere er afhængig af at komme et andet sted hen, for at det skal føles ok. Det lyder så let og simpelt. Det er det IKKE. Det er så tricky og vanskeligt at det med lethed kan tage et liv at lære. Det er surt, men det er sandt. Og så er det alligevel også ret smukt ❤️.#accept #forandring #mettebratlann

For små tre år siden skrev jeg en kronik i Information om Instagrams illoyale tendens til kun at hylde det smukke og det lette. Jeg skrev for eksempel at “Mit problem med Instagram ville sådan set kunne løses relativt simpelt. Der skulle faktisk bare installeres et lille skilt, som popper op hver gang man logger på, hvor der skulle stå: HUSK, at du nu forlader den virkelige verden, hvor livet ofte er tungt og gråt og træder ind i et censureret og beskåret univers, hvor vi dyrker det smukke og det lette liv. Det du finder herinde, er således ikke løgn - det er bare højst 1/10 af den fulde sandhed.” Siden den dag har jeg faktisk oplevet, at mange mennesker er begyndt at bruge Instagram på en ny måde. Ikke bare ved at skabe fællesskaber, der lige så stringent dyrker mørke, ensomhed og selvskade, men især ved at slippe filtrene og lukke gråtonerne ind i de selvfremstillinger, som vi viser til hinanden herinde. Det glæder mig virkelig at se. Det er alt for brutalt for et fejlbarligt menneske at forsøge at spejle sig i titusinde redigerede og polerede fremstillinger af andres perfekte liv. Men jeg mener nu stadig, at det er vanvittig vigtigt at huske, at Instagram skal tjene dig. Ikke omvendt. Hvis det er de samme 10 personers selvfremstillinger, der får dig til at få det skidt med dig selv hver dag - så hold op med at følge dem! Hvis du forstærker og vedligeholder et sår i dit hjerte ved konstant at snuse rundt i din ekskærestes digitale fodspor - så bloker ham eller hende! Og hvis du har rigeligt i dine egne sager og Instagram gør det umuligt for dig at tilbringe en lørdag aften på sofaen uden at føle dig som en taber - så afinstaller lortet! Det løber ingen vegne. Det lover jeg. Du kan sagtens undværes herinde i en uge eller en måned eller et år - og dit hjerte vil slå videre og solen vil også stå op i morgen. Og de mennesker der har betydning for dit liv, vil stadig være der. I kød og blod. Styr dit Instagram, så det ikke styrer dig. ❤️ Du kan læse min kronik via link i bio. #mettebratlann #kvartvejs #kvartvejskrise #informationdk

Hver morgen - hele vinteren igennem - har der siddet en lille solsort i min baggård og uanset hvor bælgravende mørkt og væmmeligt det har været, så har han sunget sit hjerte ud, som om det var den smukkeste sommermorgen. Han skifter imellem at sidde på to forskellige tagrygge, men han er der så godt som hver eneste morgen. Jeg forstår det ikke. Det har jeg aldrig oplevet før. Og jeg er sådan et menneske, der aldrig nogensinde overhører en solsort. Da jeg en morgen henledte vores gårdmands opmærksomhed på den store sjældenhed, så sagde han “Ja, det er en værre klimaforvirring!”. Men den køber jeg ikke. Jeg tror ikke på, at den fugl synger, fordi han tror, vi har været i april hele vinteren. Jeg tror, han sanser både det massive kældermørke og den stride februarregn lige så tydeligt som alle os andre - jeg tror bare, der er noget indeni ham, der har stærkere tag i ham. Måske han bare selv har brystet alt for fuld af forår til at holde det inde? På særligt dristige dage føler jeg mig sikker på, at han har det ligesom mig og øver sig i at kunne mærke glæde - på trods. At han synger, fordi han har opdaget glæden ved at trodse februar. Men uanset om han er klimaforvirret eller om han virkelig synger, for at vise verden, at han elsker morgenen på trods af mørke og regn, så håber jeg sådan, at han bemærker den lille skikkelse med cyklen, som nikker til ham hver morgen nede fra baggården og hvisker “Jeg hører dig. Bliv ved. Jeg kan også mærke det”. ❤️

Her finder du mig

+45 81 35 32 30

Mandag: 8.00-15.30
Tirsdag: 12.00-19.30
Torsdag: 8.30-16.30
Fredag: 8.30-15.00

Blog på WordPress.com.

Post to

Annuller

Send til e-mail adresse Dit navn Din e-mail adresse

Annuller

Indlæg blev ikke sendt - kontroller din e-mail adresse.

E-mail tjek mislykkedes, prøv igen

Beklager, din blog kan ikke dele indlæg via e-mail.

%d bloggers like this: